Nordisk Afsaikongres

Hamar, Norge, oktober 2000

Udpluk af foredrag  

Jeg har en uddannelse som sagsbehandler i social- og sundhedsforvaltningen i primærkommunen, senere en uddannelsen som fysioterapeut, hvor jeg har arbejdet på hospital og senere på klinik og nu læser jeg psykologi på Københavns Universitet.
Når jeg taler, er der måske nogle der synes at jeg taler ”lidt” langsomt. Jeg er nødt til at planlægge hvad jeg siger og efterfølgende kontrollere hvad jeg har sagt, for det er ikke altid at det går, som jeg har planlagt.

Mit sprog er ikke længere ”automatiseret”.

Jeg kan ikke længere se fjernsyn, løse kryds- og tværs og tale samtidig, men det kan jeg godt ”leve med”.

Jeg er apoplektiker og afatiker, så jeg tillader mig at påstå, at jeg har en overbygning oveni uddannelsen som fysioterapeut, nemlig den viden, der kommer af at have følt/føler, hvordan det kan opleves, at blive ramt af en sygdom, der kan ramme mange færdigheder.

Men jeg kommer desværre ofte ud for, at der er andre fagpersoner der ikke anerkende, at når jeg er ramt af apopleksi/afasi, så har jeg en viden som er meget værdifuld i arbejder med apopleksi/afasi.  

Min historie ligner måske en del andre afatikeres historie, men det der gør min historie interessant er, at den kan fortælles af mig, det er ikke en læge, en neuropsykolog eller en logopæd, der viderefortæller ”min historie”, men jeg er i stand til at fortælle min egen historie og gør det, med al den smerte og glæde det indebærer.

Ved at jeg fortæller min historie, prøver jeg også at få alle nuancer med. Den ufrivillige tavshed, angsten, det kaos som kan udspringe af ekspressiv afasi. Langsomt og lærerigt har det givet mig nogle ekstra dimensioner. 

I mit arbejde som fysioterapeut, arbejdede jeg bl.a. med apoplektikere/afatikere og ligesom mange andre faggrupper stod jeg usikker overfor afatikere, både de der var ramt af ekspressiv og/eller impressiv afasi.

Det kan være svært at arbejde med mennesker, der ikke er i stand til at sige noget eller give udtryk for, at de ikke kan forstå det talte. Jeg har ofte stået i situationer hvor jeg bare havde brug for et JA eller et NEJ, så vi kunne komme videre i samarbejdet, men jeg fik det ikke altid.

I arbejdet med afasipatienter kan vi være pædagogiske, indfølende, medfølende og teoretisk velfunderet, men selve ”nerven”, det at have oplevet afasien, den angst, den isolation der kan følge med, giver både personligt og fagligt nogle ekstra dimensioner.

Når et menneske har haft/har afasi, afhænger borgerens oplevelse af hvilken afasiform vi er ramt af og i hvilken grad. Det afhænger også af evnen til af cope/mestre og af hvilken psyke vi har.  

Hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde mit samarbejde med apoplektikere/afatikere været ganske anderledes. Der kan være en verden til forskel mellem patient og behandler.

Selvom jeg syntes, at jeg var en god, engageret fysioterapeut, så kunne jeg blive meget bedre.

Empati.

Når ”man” ikke har haft tandpine, ved ”man” ikke hvordan den smerte kan være, udover at der handler om at have ondt i tænderne, man kender ikke til den bankende, borede smerte der kan forekomme.   

Det jeg ikke havde forestillet mig, skete den 18 marts 1995, pludselig uden varsel blev jeg ramt af en hjerneblødning. Jeg var ikke længere terapeuten, men patienten, rollerne var byttet om. –

Fysioterapeut Bente Sørensen
Hammer Præstemark 3

Hammer
4700 Næstved
Danmark
(045) 55 71 10 15

Tilbage